Om Adskillelse

Om Adskillelse
Om Adskillelse
Anonim

Adskillelse er en proces med psykologisk dannelse af en personlighed, bevidsthed om ens uafhængighed, adskiller sig fra andre, tager ansvar for alt, hvad jeg tænker, føler og gør.

Adskillelsesprocessen bremses, hvis et møde med virkeligheden viser sig at være et så intenst slag for psyken, at psyken ikke kan klare og udvikler alle mulige forskellige forsvar, og derved ikke kun redder sig selv fra chok, men også skjuler mange nuancer af virkeligheden fra opfattelse.

Alt dette forværres, når barnet som barn oplevede vold fra voksne. Det vil sige, at selve mødet med virkeligheden og udsættelsen af børns idealiseringer er udviklingsmæssige traumer. Og så er der voldens traumer.

Barnet fortolker alting enkelt: hvidt og sort, godt og ondt, og hvis personlighedsudvikling (separationsproces) af en eller anden grund er forsinket (og han normalt forsinket, hvis der er lidt sikkerhed), så forbliver opfattelsen sort og hvid. Og med en sådan struktur i psyke undergår en person adskillelse gennem følgende faser:

1. Jeg er dårlig. Jeg skylder alle.

2. De er dårlige. De skylder mig alle.

3. Ingen er dårlige, og ingen er gode. Jeg er som jeg er, verden er som den er, i nogle er vi enige, i andre gør vi ikke.

8
8

For at gå fra den første til den tredje skal du give frustrationen fra skuffelser mulighed for at foretage en transformation: gennem harme, vrede og fortvivlelse for at komme til fred og en klar opfattelse af virkeligheden.

Hvis en person sidder fast på det tidspunkt, hvor han bebrejder sig selv eller andre, kan han sidde der i meget lang tid, i det mindste hele sit liv. Du kan kun bevæge dig væk fra det ved at begynde at beskæftige dig med ansvar: hvor er mit ansvar, og hvor er ikke mit.

Anbefalede: